Byggeboom i Silkeborg

Byggekranerne står tæt i Silkeborg. Så tæt, at Silkeborg ligger på en 9. plads i en opgørelse over danske kommuner med størst bygge- og anlægsaktivitet. Sidste år var Silkeborg nr. 5.

Silkeborg Kommune forandrer sig voldsomt i disse år. Den kan ses i landskabet og nu også i  tal fra Byggefakta, der viser, at Silkeborg stadig ligger helt i top når det gælder bygge- og anlægsinvesteringer.

I perioden 2017-2020 er der planlagt 85 projekter for i alt 1.733 mio. kr. Det svarer til 16.693 kr. pr. indbygger og placerer Silkeborg Kommune som den kommune, der investerer niende-mest i Danmark (aktivitet pr. indbygger) og den der investerer tredje-mest i Region Midtjylland.

”Tallene taler deres tydelige sprog. Vi er en vækstkommune, og derfor investerer vi massivt i at udvikle vores kommune og fremtidens velfærd i de kommende år. Silkeborgområdet får en anden karakter og attraktivitet i takt med, at de store projekter realiseres”, siger Borgmester Steen Vindum.

I 2017 vil der bl.a. ske store forandringer i Silkeborg midtby i form af bedre parkeringsforhold for byens kunder og gæster, et nyt torv og et nyt uddannelsescampus på Bindslevsplads. Derudover er byggeriet af et nyt plejecenter til 250 mio. kr. og et nyt stadion ved motorvejen afsluttet, ligesom endnu flere vejprojekter der skal løse trængselsproblemerne i Silkeborg midtby og skabe bedre forbindelser til og fra den nye motorvejen, er på vej.

Ud over de store kommunale bygge- og anlægsinvesteringer har også en lang række private investorer og virksomheder byggeprojekter i gang eller på vej i Silkeborg.

Fakta:
I perioden 2017-20 bygges der i gennemsnit for 12.329 kr. pr indbygger i Danmark. I Silkeborg bygges der for ca. 40% mere helt præcist 16.693 kr. pr. indbygger. Frem til 2020 budgetterer Silkeborg Kommune med 85 projekter til i alt 1.523 mio. kr.