Chokodan fra Struer klar til at bygge ved Silkeborgmotorvejen

Grossistvirksomheden Chokodan Aps fra Struer vil købe er areal på ca. 12.000 kvadratmeter ved Silkeborgmotorvejen af Vejdirektoratet. Et nyt byggeri forventes at stå færdigt i 2018.

Struervirksomheden Chokodan ejet af Carl Erik Larsen købte tilbage i 2013 Silkeborgvirksomheden Candynavia. Nu vil Chokodan investerer yderligere i Silkeborg med købet af ca. 12.000 kvadratmeter erhvervsjord på Bavnehøjvej ud mod Silkeborgmotorvejen. Arealet er ejet af Vejdirektoratet og budfristen var 6. marts.

”Vi har afgivet et tilbud, og vi er højestbydende. Handlen er ikke underskrevet endnu, men jeg regner med at det er en formalitet siger Carl Erik Larsen til Midtjyllands Avis.”

Projektering af et nyt byggeri er så småt gået i gang og forventningen er, at Chokodan i løbet af 2018 kan slå dørene op til et nyt byggeri på 5.000 - 6.0000 kvadratmeter. 

Chokodans nye byggeri bliver nabo til et andet stort byggeri "Erhvervspark Silkeborg" hvor den kinesiske vindmøllegigant Envision Energy flytter ind senere i år.

Borgmester Steen Vindum er naturligvis glad for de nye arbejdspladser, og at endnu en virksomhed har valgt at etablere sig ved Silkeborgmotorvejen.

”Det er fantastisk, at vi så kort tid efter Silkeborgmotorvejen er åbnet, kan præsentere endnu et erhvervsbyggeri i Erhvervskorridoren. Samtidig er vi naturligvis rigtig glade for, at Chokodan Struer Aps, har valgt at udvikle deres aktiviteter i Silkeborg. Vi ser frem til at fortsat godt samarbejde i fremtiden", udtaler Borgmester Steen Vindum.

Chokodan har en årlig omsætning på ca. 1,5 milliarder.