Er du ejendomsinvestor?

Silkeborg er i top 10 når det gælder Danmarks bedste rammer for investeringer i erhvervsejendomme. Det skal bruges i markedsføringen af de erhvervsmæssige muligheder ved Silkeborgmotorvejen.

Motorvejstur

Erhvervsorganisationen Ejendomsforeningen Danmark har for fjerde år i træk målt, hvilke kommuner, der skaber de bedste rammer for investeringer i erhvervsejendomme.

Mens kommuner som Herning, Horsens, Favrskov og Ikast-Brande alle går tilbage i målingen, tager Silkeborg Kommune et markant højdespring på 70 pladser i forhold til sidste år. Dermed kommer Silkeborg Kommune ind på plads nummer 10 i rangeringen af landets 98 kommuner.

-Det er jeg utrolig glad for. I Silkeborg Kommune arbejder vi målrettet på at komme i top ti i de målinger af erhvervsvenligheden, der hvert år bliver gennemført. Nu er det lykkedes. Målt på de bedste rammer for investering i erhvervsejendomme er Silkeborg nu blandt de allerbedste, siger borgmester Steen Vindum.

Han understreger, at dét er noget, der interesserer potentielle investorer:

-Målingen vil være med til at gøre Silkeborg og Silkeborg Kommunes erhvervsgrunde endnu mere attraktive. Vi vil bruge målingen i vores markedsføring af erhvervsgrunde og de erhvervsmæssige muligheder for landets investorer. Lige nu kan vi jo tilbyde nogle helt unikke muligheder ved den nye Silkeborgmotorvej.

Vurderet og sammenlignet på forskellige parametre
I den nye måling fra Ejendomsforeningen Danmark er alle danske kommuner blevet vurderet og sammenlignet på forskellige parametre.

Parametrene er bl.a. størrelsen på dækningsafgiftssatsen, størrelsen på grundskyldspromillen, sagsbehandlingstiden for byggesager, størrelsen på byggesagsgebyrer og endelig antallet af forbrydelser mod ejendomme som fx brandstiftelse, hærværk og indbrud.

Udover Silkeborg ligger Billund, Viborg, Skive, Vester Himmerlands, Solrød, Frederikssund, Vejen, Rebild og Halsnæs kommuner i top 10 i målingen.

Læs mere om Ejendomsforeningen Danmarks erhvervsmåling

Fakta
Erhvervsorganisationen Ejendomsforeningen Danmark, er en ud af flere aktører, der hvert år måler på kommunernes erhvervsvenlighed. Ejendomsforeningen Danmark måling har specifikt fokus på ejendomsvenlighed, mens andre aktører som fx Dansk Industri og Børsen har fokus på andre parametre.

Silkeborg Kommune har et erklæret mål om at lægge i top 10 i målinger på erhvervsvenlighed og var også højdespringer i Dansk Industris nylige erhvervsmåling.

Yderligere oplysninger:
Borgmester Steen Vindum, Silkeborg Kommune, mobil 26 29 37 32
Udviklingschef Gregers Pilgaard, Silkeborg Kommune, mobil 20 90 13 68