Fører motorvejen til flere investeringer?

Silkeborgmotorvejen gør Silkeborg Kommune mere attraktiv. Fra 9.-10. december mødes 25 nordiske og baltiske kommuner, regioner og andre udviklingsaktører indenfor investeringsfremme til en konference i Silkeborg

Motorvejstur

Der er fokus på best-practise og nytænkning, når deltagerne i det nordiske projektsamarbejde ”Business Attraction Management in Nordic Regions and Cities” mødes til en stor konference på Radisson Blue Hotel på Papirfabrikken i Silkeborg. Det sker 9.-10. december 2015.

En af deltagerne er Silkeborg Kommune, der har været med i projektsamarbejdet siden foråret 2015. I alt er 25 regioner, kommuner og andre udviklingsaktører fra Norden og Baltikum med i samarbejdet. Fælles for deltagerne er, at de er parate til at gå nye veje, når det handler om at tiltrække virksomheder, talenter og investeringer. Det er nemlig dét, Business Attraction Management handler om.

”Konferencen er én ud af flere aktiviteter i et længere forløb. Vi lærer fra de allerbedste på verdensplan. Samtidig er vi offensive på udviklingen af nye innovative tilgange, som fremmer udviklingen af vores kommune,” siger 1. viceborgmester Frank Borch-Olsen fra Silkeborg Kommune.

Samarbejdet giver stort udbytte
I følge Frank Borch-Olsen gør samarbejdet Silkeborg Kommune endnu bedre til at udnytte sine erhvervsmæssige styrker og tiltrække flere investeringer, talenter og virksomheder når Silkeborgmotorvejen åbner.

”Dem har vi blandt andet inden for iværksætteriet, vindmølleindustrien og fremstilling af industrielle produkter og teknologier til fødevarebranchen. Vi ved også, at Silkeborg er et attraktivt sted at bo, og mange erhvervsfolk og talenter derfor vælger at bosætte sig her,” siger han.

”Business Attraction Management samarbejdet betyder, at vi får øjnene op for nogle helt nye vinkler og kan være helt i front på nytænkende initiativer der trækker flere investeringer, virksomheder og talenter til Silkeborg.”

Samarbejdet har allerede nu mundet ud i flere konkrete lokale initiativer. For eksempel blev kimen til den aktuelle kampagne ””Silkeborg Jagter Talenter” lagt på et af projektsamarbejdets tidligere møder, og endnu flere initiativer er under udvikling.

Til konferencen 9.-10. december glæder Frank Borch-Olsen sig til at få inspiration fra bl.a. Invest in Denmark, Envision Energys Global Innovation Center og Copenhagen Capacity’s Talent Department.

”Og så glæder jeg mig over, at arrangørerne bag konferencen har valgt Silkeborg som ramme for arrangementet, siger Frank Borch-Olsen.”Envision Energys Global Innovation Center ligger jo her, og som en særlig aktivitet på dagen kommer deltagerne også til at høre om den by- og erhvervsudvikling der er sket på Papirfabrikken.”

Yderligere oplysninger:
1. viceborgmester Frank Borch-Olsen, Silkeborg Kommune, mobil 5159 69 81
Udviklingschef Gregers Pilgaard, Silkeborg Kommune, mobil 20 90 13 68