Første spark på nyt stadion ved Silkeborgmotorvejen

Torsdag 19. november sparker borgmester Steen Vindum og købmand Lars Larsen byggeriet af Silkeborgs nye stadion, JYSK Park i gang. JYSK Park bliver Danmarks mest moderne stadion og et ikonisk byggeri ved Silkeborgmotorvejen.

Jysk Park

- Jeg er meget glad for, at vi nu er klar til første spadestik til Silkeborgs nye stadion, som vi bygger i et rigtig godt partnerskab med Silkeborg IF Invest A/S og med stor opbakning fra erhvervslivet og de mange sponsorer. Silkeborg får Danmarks mest moderne stadion, som vi både kan være stolte af, og som vil skabe store glæder, nervepirrende spænding og fælles oplevelser for borgerne, siger Steen Vindum.

JYSK Park er placeret tæt op af Silkeborgmotorvejen ved indgangen til Erhvervskorridoren, og er et væsentligt bidrag til udvikling af de nye motorvejsnære arealer i Silkeborg.

Attraktiv grund i Sydbyen bliver frigjort
Det nye stadion frigør samtidig den store og attraktive stadiongrund i Sydbyen til udvikling af byen. Vi er allerede i gang med at opføre et nyt plejecenter, og der bliver plads til mange boliger og grønne områder i et meget attraktivt område af byen. Byrådets beslutning skaber derfor både vækst, udvikling og mange nye arbejdspladser, tilføjer borgmester Steen Vindum.

JYSK Park er finansieret ved at Silkeborg IF Invest A/S står for 70 mio. kroner af de cirka 130 mio. kr. og Silkeborg Kommune for 60 mio. kroner. Silkeborgs borgmester, Steen Vindum, fremhæver samarbejdet mellem kommunen, SIF og byens erhvervsliv i finansieringen af JYSK Park.

JYSK Park bliver Danmarks mest moderne stadion med plads til 10.000 tilskuere (mindstekrav fra DBU til et Superligahold). Holder tidsplanen kan SIF sparke sin første kamp på det nye stadion marts eller april 2017.