Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik åbner Silkeborgmotorvejen

Der bliver kongeligt besøg, når Silkeborgmotorvejen åbner for trafik søndag den 11. september 2016. Kronprins Frederik vil foretage den officielle åbning af Silkeborgmotorvejen.

Danmarks Største Vejfest får kongelig deltagelse, når Kronprins Frederik åbner Silkeborgmotorvejen den 11. september 2016.

Direktør i Vejdirektoratet, Jens Holmboe, glæder sig over Kronprinsens tilstedeværelse ved den kommende åbning:

”Vi er meget stolte og beærede over Kronprinsens tilsagn om at åbne Silkeborgmotorvejen. Vi har bygget en fantastisk motorvej, der bliver til stor gavn for Silkeborg, for mobiliteten på tværs af Jylland og for hele landet. Sammen med Silkeborg Kommune og DGI har vi planlagt en fest ud over det sædvanlige og med Kronprinsens deltagelse, så jeg er helt sikker på, at Danmarks Største Vejfest bliver en fest, borgerne i Østjylland sent vil glemme,” siger han.

Den officielle motorvejsåbning er stadig ved at blive planlagt i detaljer, men Vejdirektoratet forventer, at selve åbningsceremonien vil finde sted sidst på eftermiddagen søndag den 11. september.

En særlig vej åbner til gavn for trafikanterne

Silkeborgmotorvejen giver alle trafikanter en tidsbesparelse på gennemsnitligt 12 minutter på turen mellem Funder og Låsby - og i myldretiden mere.

Når motorvejen kommer, vil trafikken på næsten alle veje i Silkeborg by - og på mange veje i hele området mellem Funder og Låsby - blive væsentlig mindre. Når de meget trafikerede veje aflastes, stiger sikkerhedsniveauet for alle trafikanter. Men ud over at give tidsbesparelsen og de lokale trafikforbedringer fuldender Silkeborgmotorvejen også den samlede motorvejsstrækning mellem Herning og Aarhus.

Så samtidig med at åbningen markerer en mærkedag for Silkeborg, er den også en milepæl for det samlede motorvejsnet i Danmark.

Motorvejens betydning strækker sig dermed hele vejen på tværs af Jylland og får positiv betydning for hele landet.

Fakta om Danmarks Største Vejfest

Vejdirektoratet, Silkeborg Kommune, Silkeborg Musik og Kultur Event og DGI - i samarbejde med lokale foreninger - har etableret et tæt partnerskab om at markere åbningen af Silkeborgmotorvejen med en fest, der strækker sig over fire dage fra 8. til 11. september.

Begivenheden består af kultur- og motionsarrangementer samt den officielle vejåbning.

Du kan læse mere på: www.DanmarksStørsteVejfest.dk  

Se også Vejdirektoratets hjemmeside om Silkeborgmotorvejen: www.vd.dk/silkeborg

Yderligere oplysninger og kommentarer:

Projektleder Mike Boesen, Vejdirektoratet: Email: mik@vd.dk Tlf.: 7244 2261
 
Kommunikationskonsulent Bjørn Kock Sørensen, Vejdirektoratet. Email: bjks@vd.dk Tlf.: 7244 2316 eller 2248 2712.