Bo grønt og kom tæt på det meste

Når sidste etape af Silkeborgmotorvejen åbner næste år, bliver Silkeborg Kommune et endnu mere attraktivt sted at bo for familier der både vil være tæt på natur og karrieremuligheder.

Silkeborg er en attraktiv bosætningskommune, og når Silkeborgmotorens sidste etape står færdig i 2016 øges den attraktivitet betydeligt.

Silkeborg Kommune udbyder nu grunde i det spændende nye boligområde i Gødvad Enge. Området ligger naturskønt og kun 30 minutters kørsel af den nye motorvej fra Aarhus og Herning.

Gødvad Enge er en bæredygtig bydel i Silkeborg, som præges af naturskønne fællesarealer, ansvarlig udnyttelse af områdets ressourcer, samt nærhed til skole og daginstitutioner. Her får man muligheden for et grønnere liv med gode vilkår for børnene og et godt fællesskab med naboerne. 

- Med den nye motorvej forventer vi en stor efterspørgsel på boliger i Gødvad Enge. Samtidig ser vi en stigende interesse for et grønnere liv, som netop er et nøgleord for det nye boligområde siger Udviklingschef i Silkeborg Kommune Gregers Pilgaard.

På lørdag 5. september fra kl. 14 - 16 holder vi udbudsstart på de skønne grunde i Gødvad Enge-udstykningen. Vi fejrer grundsalgsstarten med pølsevogn og kolde drikkevarer.

Borgmester Steen Vindum lægger vejen forbi, og Silkeborg Kommune stiller med et hold af medarbejdere, der gerne fortæller mere om Gødvad Enge, byggemodningen og den forestående udbudsproces. Der vil også være mulighed for at gå en tur i udstykningen og se de enkelte grunde an.

Er du lun på Gødvad Enge eller bare nysgerrig? Så kig forbi! Vi glæder os til at se jer.

Læs mere om udbudsstarten lørdag 5. september

Fakta om at bo i Silkeborg Kommune: 
I Silkeborg har vi boliger for enhver smag og pengepung. Tæt på de meste:

  • Mere end 600.000 job indenfor en times kørsel
  • Mange uddannelsesmuligheder
  • Danmarks smukkeste natur
  • Et aktivt kultur- og fritidsliv
  • Gode skoler og pasningstilbud
  • 90.000 nye venner