Mange virksomheder støtter op om motorvejsfest

Mange virksomheder gør motorvejsløb 2016 og koncerten til en fælles event for deres ansatte.

Danmarks største vejfest logo

Åbningen af Silkeborgmotorvejen skal være en folkefest. Og nu har det vist sig, at åbningen også bliver noget af en firmafest. Mange virksomheder støtter nemlig op om Danmarks største vejfest og deltagelse i både motionsløb og koncert sker i stor stil sammen med ens kollegaer.

Fx har JN Data 74 tilmeldte til motionsløbet og ABC Pavilloner 65. Efter motionsløbet fortsætter ABC pavilloners medarbejdere til den store koncert med bl.a. D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy. Over 8.500 er nu tilmeldt motorvejsløbet, mens der er solgt mere end 12.000 billetter til koncerten.

"Vi har et sommerarrangement hvert år, og vi valgte i år at bruge det til at bakke op om motorvejsarrangementerne", fortæller direktør fra ABC Pavilloner Kjeld Facius til Midtjylland Avis.

ABC pavilloner købte for godt tid siden en stor grund ved Silkeborgmotorvejen i Hårup, og det er planen at flytte hertil i løbet af få år.