Ny erhvervsstrategi

Silkeborg Kommune har vedtaget en ny erhvervsstrategi, der med konkrete handlinger, initiativer og projekter skal skabe de bedst mulige rammer for at drive virksomhed i Silkeborg Kommune.

saadan udvikler vi os

Et godt erhvervsklima og stærke virksomheder. Det er de to fokusområder, der bliver stillet skarpt på i Silkeborg Kommunes Erhvervsstrategi 2014-2018. Den nye strategi er udarbejdet i samarbejde med over 100 virksomheder i kommunen.

Målet med den nye strategi er at sikre 3000 flere arbejdspladser inden 2025, at kommunen når op på 100.000 borgere inden 2025 og at Silkeborg Kommune lander i top 10 i målingerne af de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark.

”Silkeborg vil være en vækstkommune. Derfor har vi sat et ambitiøst mål om at skabe flere arbejdspladser og tiltrække flere borgere til kommunen. Vi får flere arbejdspladser ved at skabe de bedst mulige rammer for at drive virksomhed. Og flere indbyggere betyder, at vi får flere hænder, hoveder og kunder, der kan være med til at skabe vækst,” siger borgmester Steen Vindum.

Strategien er udarbejdet i samarbejde med mere end 100 virksomheder i Silkeborg Kommune, der har bidraget med input og ideer til strategien.

Et godt erhvervsklima

At skabe et godt erhvervsklima kræver indsatser på flere forskellige fronter. Derfor udstikker Silkeborg Kommunes Erhvervsstrategi 2014-2018 fire indsatsområder, der skal sikre det bedst mulige erhvervsklima.

De fire indsatsområder er erhvervsservice, infrastruktur, kompetenceudvikling og handel, bosætning og branding.

Det betyder blandt andet, at kommunen vil arbejde for konkurrencedygtige takster og skatter på erhvervsområdet og at infrastrukturen bliver løftet med store vejprojekter, fx omkring Christian 8.s vej og med etablering af Nordskovvej. 

Derudover stiller kommunen hjælp og rådgivning til rådighed for de butikker i kommunens byer, der gerne vil skabe øget blikfang og en bedre butiksoplevelse sammen med en lang række andre konkrete tiltag.

Stærke virksomheder

Erhvervsstrategiens andet indsatsområde handler om at hjælpe iværksættere og nye virksomheder godt på vej til at blive stærke virksomheder og gøre etablerede virksomheder endnu stærkere end de er i forvejen.

Derfor vil Silkeborg Kommune blandt andet arbejde for at etablere et nyt innovationsmiljø i Erhvervskorridoren omkring Silkeborgmotorvejen, tilbyde nye virksomheder én fast kontaktperson til kommunen og give etablerede virksomheder de bedst mulige forudsætninger for at vinde offentlige udbud.

Læs mere om Silkeborg Kommunes erhvervsstrategi "Sådan udvikler vi os".