Silkeborgmotorvejen giver plads til oplevelser

Silkeborgmotorvejen samler Silkeborg i stedet for at fungere som en barriere gennem byen. Silkeborg Kommune udnytter potentialet og bygger oplevelsespark ovenpå motorvejslåg.

Skater

Motorvej og oplevelsespark er ikke ord, der ofte bliver brugt i samme sætning. I Silkeborg er det anderledes. For her udnytter Silkeborg Kommune nemlig Vejdirektoratets helt særlige løsninger til at bygge en 9000 kvadratmeter stor oplevelsespark, ved navn DisCover Park, ovenpå motorvejens 300 meter lange overdækning.

”Silkeborgmotorvejen er helt unik. Vi bygger den under store hensyn til omgivelserne, så den i meget høj grad samler byen i stedet for at dele den,” siger Vejdirektoratets projektleder for Silkeborgmotorvejen, Mike Boesen og understreger, at motorvejen dermed har store potentialer, som andre kan udnytte.

Og den bold har Silkeborg Kommune grebet. For når de sidste omkring 18 kilometer af den 29 kilometer lange motorvej bliver indviet den 11. september, vil Silkeborg Kommune kort efter kunne tage det første spadestik til DisCover Park, som skal være et rum for leg og motion og fungere som et samlingspunkt for silkeborgenserne.

”Tanken med Discover Park er, at det kan blive et aktivt mødested i det fri,” fortæller idrætsinspektør i Silkeborg Kommune Alf Christensen. 

En park udover det sædvanlige

Den kommende oplevelsespark bliver bygget ovenpå overdækningen af motorvejen og kommer derfor til at være 300 meter lang og 30 meter bred. Med så usædvanlige størrelsesmål bliver parken noget helt særligt, understreger Alf Christensen. Placeringen ovenpå motorvejen skaber nemlig mulighed for andre aktiviteter end dem, der kan foregå i en idrætshal eller på en fodboldbane.

”Ovenpå motorvejen er der pukler og forhøjninger, som man eksempelvis kan bruge til at lave skateramper eller til nedspring,” siger han og forklarer, at kommunen håber på, at parken vil blive brugt til mange forskelligartede aktiviteter og blive en form for ”kondensat af Silkeborg”. 

Parken skal nemlig forbinde området omkring Søholt Idrætspark og Gødvadområdet – i stedet for at splitte byen i to dele med motorvejstrafikken i midten.

”Hele afsættet for DisCover Park er at lave en aktivitetspark, som man kan søge til fra begge sider af motorvejen”, fortæller Alf Christensen og fremhæver, at parken forhåbentlig vil blive et tiltrækningspunkt for både de lokale og for andre besøgende:

”Det er ikke hverdagskost, at en ny motorvej giver en by som vores disse unikke muligheder ud over de åbenlyse fordele, som motorvejen fører med sig. Det er vi meget glade for i Silkeborg, siger han.

Fra barriere til oplevelsespark

Silkeborgmotorvejen går på en strækning af omkring seks kilometer ind gennem Silkeborgs nordøstlige kvarterer. For at tage hensyn til byen har Vejdirektoratet gravet motorvejen ned på en strækning af én kilometer, hvoraf de 300 meter er overdækket således motorvejen går i en tunnel.

Ved at skabe muligheden for at bruge overdækningen på motorvejen til en aktivitetspark bliver byen beriget med andet end infrastruktur, pointerer Mike Boesen.

”En motorvej larmer og er ikke altid lige pæn at kigge på, så nedgravningen og overdækningen af Silkeborgmotorvejen er en måde dels at skærme og dels at samle byen. At vores overdækning så kan udnyttes til yderligere at samle byen, og fører andre fordele med sig, er vi kun glade for,” siger han.

Nordskovsbroen, Gudenåbroen og broerne i Dyrehaven

Nordskovsbroen er et andet eksempel på, at Vejdirektoratets motorvejsprojekt samler og skaber rum i stedet for at dele op. Den 300 meter lange landskabsbro fører motorvejen igennem skoven og er bygget for at skabe passage til både dyr og mennesker under motorvejen. Landskabsbroen giver faktisk en bedre sammenhæng i Nordskoven end den nuværende ringvej, da den skaber mere barriereeffekt end den nye motorvej gør, når den er færdig.

Ved Dyrehaven, der er et rekreativt område nord for Silkeborg, har Vejdirektoratet bygget to arkitektonisk helt specielle broer. Én til dyrelivet i området, der i sikkerhed for trafikken skal kunne passere vejen, og én stibro til mennesker, der med broen uproblematisk kan bevæge sig mellem byen og Dyrehaven.

”Hjorte og andre større dyr i området skal kunne bevæge sig under og over motorvejen. Det sikrer vi blandt andet med landskabsbroen i Nordskoven og med broen i Dyrehaven. Men landskabsbroen er også til folk, der løber eller går en tur i skoven, ligesom stibroen i Dyrehaven kan bruges af alle, der vil en tur i Dyrehaven” siger Mike Boesen og pointerer, at motorvejen ikke bliver en hindring for en aktiv livstil i Silkeborg, tværtimod.