Tillykke til Silkeborgmotorvejen

For et år siden indviede vi Silkeborgmotorvejen med Danmarks Største Vejfest. Åbningen af motorvejen har fået ejendomsmæglere, virksomheder og billister til at juble.

Silkeborgmotorvejen aften

Silkeborgmotorvejen fylder 1 år. Indvielsen af motorvejen 11. september sidste år blev markeret med Danmarks Største Vejfest. Og virksomheder, ejendomsmæglere og billister fester stadig.

Gang i boligsalget

Ejendomsmæglerne jubler. Motorvejen har betydet at huspriserne er steget, boligerne bliver hurtigere solgt og interessen fra boligkøbere fra både Aarhus og Herning er steget markant.

"- Der er ingen tvivl om, at motorvejen spiller en rolle i forbindelse med de positive tendenser vi oplever i øjeblikket på boligmarkedet i Silkeborg siger ejendomsmægler Claus Grønne til Midtjyllands Avis."

Omkring hver femte huskøber i Silkeborg kommer fra Aarhus.

Glade billister

Billisterne har også taget godt i mod Silkeborgmotorvejen. Faktisk kører der 6000 - 7000 flere biler på motorvejen pr. døgn end forudsagt. Samtidig er trafikken igennem en række mindre byer som Linå og Mollerup samt på Ringvejen i Silkeborg faldet markant.

 Erhvervsudvikling langs motorvejen

"- Vi har et rekordsalg af erhvervsjord, investeringer i store boligprojekter og får masser af nye borgere siger borgmester Steen Vindum."

I 2016 solgte Silkeborg Kommune i alt 270.000 kvadratmeter erhvervsjord. I løbet af 2017 er der allerede langet mere end 100.000 kvadratmeter over disken til virksomheder som Sports Group Denmark, SPORT 24, Ymer Technology og Dacapo Stainless. Derudover er yderligere et areal på 93.000 kvadratmeter jord under salg til en endnu ikke offentliggjort køber.