Tusindvis gik tur på Silkeborgmotorvejen

Omkring 5.000 brugte søndagen til at se nærmere på den næsten færdige motorvej.

Silkeborgmotorvejen

Ifølge Vejdirektoratet ​er det en vanskelig øvelse præcist at fastslå, hvor mange mennesker, der tog imod invitationen om at besøge Silkeborgmotorvejen søndag den 14. august.

Den syv kilometer lange motorvejstrækning nærmer sig åbning, og for at markere dette havde Vejdirektoratet - højst utraditionelt - valgt at give fri adgang i en periode på fem timer.

- Men vi vover alligevel pelsen og gætter på, at omkring 5.000 borgere brugte søndagen til at se nærmere på den næsten færdige motorvej. Det er langt flere, end vi regnede med, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Mange af de fremmødte tog hele turen frem og tilbage og tilbagelagde dermed hele 14 kilometer. Andre tog kortere ture og koncentrerede sig om udvalgte steder. Især tunnelen var populær, oplyser Vejdirektoratet.

Se TV indslag fra TV2-Østjylland:

Fodgængere på motorvejen (TV indslag)

Mange stampede asfalt (TV indslag)

Der er afsat knap 6,3 milliarder kroner til byggeriet af Silkeborgmotorvejen, som løber 29,2 kilometer fra Funder til Låsby.

Og det er ikke bare en almindelig motorvej. Silkeborgmotorvejen passerer gennem Silkeborg by og den smukke natur, hvilket vil gøre turen til en helt særlig oplevelse.

Arkitekt på projektet er Preben Skaarup Landskab, der har arbejdet med design af støjskærme, faunapassager, beplantning og broer.

Silkeborgmotorvejen indvies af Kronprins Frederik den 11. august.