Lokale virksomheder får hjælp til at vinde udbud

Silkeborg Kommune vil gerne handle lokalt. Klar-parat-start-forløb skal klæde virksomhederne på til at skrive vindertilbud i de kommunale udbudsrunder

Rengøring i Silkeborg Kommune.

Private virksomheder kæmper om at vinde, når stadig flere offentlige opgaver sendes i udbud. Silkeborg Kommune, GLOBALmidt og ErhvervSilkeborg har i samarbejde strikket et forløb sammen, der skal klæde virksomhederne bedre på, når de skal skrive et udbudstilbud. Klar-parat-start, hedder tilbuddet, som skal give de lokale virksomheder viden om reglerne for udbud og redskaber til at skrive det vindende tilbud – uanset om det drejer sig om varekøb, tjenesteydelser eller bygge- og anlægsopgaver på nærmarkedet eller i EU.

Kommunen vil handle lokalt
Klar-parat-start-forløbet er blevet til på opfordring af de lokale virksomheder og indledes med et morgenmøde om de overordnede regler for udbud. Morgenmødet følges op af en workshop, hvor virksomhederne selv får fingrene i konkrete udbudstilbud. En udbudsekspert tager virksomhederne gennem hele processen – fra tilbudsloven over det psykologiske spil til mulighederne for at afgive tilbud i samarbejde med andre virksomheder – mens indkøbere fra Silkeborg Kommune giver tips og idéer til at vinde de lokale tilbud. Dertil kommer et tilbud om individuel rådgivning, hvor de enkelte virksomheder udarbejder et tilbud i samarbejde med en udbudskonsulent. 

- Kurset sætter handling bag ordene i Silkeborg Kommunes Erhvervsstrategi 2014-2018. En erhvervsstrategi, der stiller skarpt på at gøre Silkeborg-området til et endnu bedre sted at drive virksomhed. Kommunen vil gerne handle lokalt, hvis prisen er rigtig, og kurset skal styrke de lokale virksomheders kompetencer, så de står stærkere, når vi – eller andre kommuner – sender de offentlige opgaver i udbud, siger borgmester Steen Vindum.

Efterspurgt viden
Silkeborg Slagteren er én af de virksomheder, der har god succes med at vinde offentlige udbud. Men vejen til viden om offentlige udbud og de krav, der er til tilbudsgiverne har ind i mellem været kringlet, synes direktør Ken Pedersen. Han har derfor foreslået Silkeborg Kommune at tilbyde de lokale virksomheder indsigt i processen, og han er godt tilfreds med, at der bliver lyttet og handlet:  

- Som virksomhed er der mange regler og retningslinjer, som kan være svære at gennemskue. Jeg synes, forløbet er et rigtig godt tilbud, og jeg ser frem til at blive endnu klogere på de forskellige former for udbud, hvordan jeg skriver et godt tilbud, læser et udbudsmateriale og fanger det, der står mellem linjerne, siger Ken Pedersen.

Flere tilbud på vej
Senere på året rulles flere tilbud ud. Virksomhederne inviteres til at lære, hvordan de kommer i gang med E-handel, ligesom en introduktion til Bygge- og Anlægsbranchens udbudsportal, iBinder, er på programmet. Følg med i erhvervsstrategiens handlinger og tilbud.

Få mere at vide om klar-parat-start-forløbet på erhvervsilkeborg.dk eller hos Udviklingschef Gregers Pilgaard mobil 20 90 13 68.

 

Klar-parat-start:

KLAR: Infomøde 1. oktober 2014 kl. 7.30-10 på Det Gamle Rådhus, Torvet
Få styr på din virksomheds potentiale til at sælge til offentlige organisationer og hør de vigtigste tips og tricks. Mødet er gratis men kræver tilmelding.

PARAT: Workshop 21. oktober 2014 kl. 8.30-16 på Det Gamle Rådhus, Torvet
Lær, hvordan du læser et udbud og byder på det. Workshoppen er ”hands on”, og du arbejder med konkrete tilbud, konsortiedannelse osv. Workshoppen koster kun 1.000 kr. pr. deltager.

START: Individuelt forløb for virksomheder
Tilbuddets absolutte Rolls Royce! Giver dig 15 timers individuel ekspertrådgivning tilpasset netop din virksomhed. Egenbetaling: 5.000 kr.