Vind-virksomhed flytter ind i nyt erhvervsområde i Funder

Endnu et erhvervsområde langs Silkeborgmotorvejen er solgt. På erhvervsgrunden i Funder skal der i løbet af det kommende år bygges hovedkontor til vind-virksomheden Ymer Technology.

kort over erhvervsomraader langs motorvejen

Købsaftalen på en erhvervsgrund i det nye erhvervsområde i Funder langs Silkeborgmotorvejen er netop faldet på plads. Området er placeret ved Skærskovgårdsvej og allerede nu er projekteringen af et nyt byggeri i fuld gang.

”Området ved Funder har en rigtig god beliggenhed med til- og afkørselsramper direkte til motorvejen. Vi tror på, at der kommer til at ske rigtig meget i det område i de kommende år og at det er et attraktivt område for mange virksomheder,” siger Lars Staghøj fra SP Ejendomme Silkeborg ApS, der har investeret i erhvervsgrunden.

Borgmester Steen Vindum glæder sig over, at den første virksomhed nu rykker ind i det nye erhvervsområde ved Funder.

”Det er meget positivt, at vi nu har fået taget hul på erhvervsområdet ved Funder. For det er et attraktivt område, der med sin placering lige ud til Silkeborgmotorvejen giver virksomhederne masser af synlighed, gode vilkår for at rekruttere de rigtige medarbejdere og optimale betingelser for at få logistikken til at gå op,” siger Steen Vindum, Silkeborg Kommune.

Ymer Technology får nyt hovedkontor

Allerede nu er der indgået en aftale med den internationale virksomhed Ymer Technologi, der blandt andet leverer teknologi til vindmølleindustrien.

”Vi glæder os til at flytte ind i vores nye hovedkontor, så der igen bliver god plads til vores medarbejdere. Og så er der ingen tvivl om, at placeringen langs motorvejen bliver et plus, når vi fremadrettet skal rekruttere ingeniører og andre højtuddannede til virksomheden,” siger Jørgen Krogh fra Ymer Technology.

Ymer Technology har kontorer i Sverige, Danmark, Frankrig, USA og Kina. Det nye byggeri i Funder bliver hovedkontor for afdelingen ”Business Unit Wind”. I løbet af de seneste år har virksomheden skabt 36 % vækst på verdensplan.

”Lige nu er vi ved at få de sidste aftaler helt på plads. Så snart vi kan komme til det, tager vi første spadestik og så tager det ca. et halvt år før vi står med et færdigt byggeri, ” forklarer Lars Staghøj fra SP Ejendomme Silkeborg ApS.

For yderligere spørgsmål kontakt:

Lars Staghøj, investor i området, tlf. 23204224
Jørgen Krogh, direktør i Ymer Technology, tlf. 20422838
Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune, tlf. 26 29 37 32

Fakta: Vindklynge i Silkeborg

Med placeringen af Ymer Technology langs Silkeborgmotorvejen er Silkeborg godt på vej til at blive en vindklynge med en lang række virksomheder, der specialiserer sig inden vindmøllebranchen.
Tidligere har virksomheden Scada International, der også er leverandør vindmøllebranchen valgt at flytte til Silkeborg.

Samtidig er den kinesiske vindmøllegigant Envision Energy på vej til at rykke ind i et nyt innovationscenter, der lige nu er ved at blive bygget langs Silkeborgmotorvejen, mens bl.a. DEIF Windpower, Vindmølleindustrien og Invest In Denmark (Cleantech) tidligere på året åbnede kontor i Silkeborg.